Triathlet ved et tilfælde
Mit navn er Peter Frank, kendt som ”pf_tri” på de sociale medier, og jeg er ny athlet i folden hos Trilaro.
Jeg vil egentlig kalde mig selv en ”Triathlet ved et tilfælde”.
Det hele startede for små 9 år siden, hvor vægten sagde 107 kg og jeg blev forpustet ved bare at hente avisen. På daværende tidspunkt havde jeg en dreng på 3 år og en gravid kone. Jeg kiggede grundigt på mig selv, ”var jeg det forbillede jeg ønskede at være for mine børn?” Svaret var NEJ. Fra den dag i oktober 2012 ændrede jeg mit liv, jeg omlagde min kost og jeg begyndte at løbe.
Til at starte med hadede jeg at løbe, men da det kunne gøres når og hvor som helst blev det min valgte form for motion. 2 km blev til 5 km, og 5 til 10. Vægten røg ned, løbene blev længere, og glæden og velvære steg. På et tidspunkt kom den vanvittige drøm og at løbe et halvmarathon. Når 2 kunne blive til 10, kunne 10 vel også blive til 21,1? Halvmarathon blev mit mål.
I 2013 løb jeg mit første halvmarathon små 20 kg lettere end året før. Jeg var begyndt at holde af løb og træning. Det var blevet mit frirum, der hvor jeg kunne ligge alle tanker og bekymringer væk og bare nyde nuet. Der blev løbet flere halve maratons og en dag kom drømme om noget mere. Kunne jeg løbe et marathon? Tidlige havde jeg set de mennesker der løb marathon som nogle ”gale tosser”, men nu var jeg ved at blive en del af dem! Jeg tilmeldte mig Amsterdam marathon og begyndte min målrettede træning. I denne periode skiftede jeg job og blev igennem arbejdet inviteret til 4-18-4 triathlon. Jeg kendte intet til triathlon, men takkede ”Ja tak” til invitationen, vel vidende at jeg var elendig til at svømme.
Træningen imod Amsterdam gik efter planen og dagen hvor jeg skulle prøve min første tri nærmede sig. Jeg trænede ikke tri på noget tidspunkt så jeg kom fuldstændig uforberet til stævnet. Starten gik og jeg plaskede mig igennem de 400 meters svømning på en tid selv en hund ville grine af. Op af vandet, igennem T1 og op på cyklen. S**T 18 km på en cykel kan føles langt når man aldrig cykler. Igennem T2 og ud på løberuten. Løb var min hjemmebane, troede jeg! Hold da op, det var de længste 4 km jeg nogensinde havde løbet. Brick løb var en helt anden fornemmelse end jeg var vandt til, men jeg kom i mål. F**K det var hårdt…. F**K det var fedt!! Inden dagen var omme, havde jeg tilmeldt mig en ¼ Ironman, jeg var blevet totalt HOOKED på Triathlon.
Mit marathon i Amsterdam blev løbet, men min fokus var skiftet fra løb til triathlon.
Siden da er det blevet til 3 x Ironman, adskillige 70.3, 15+ marathon og 3 ultraløb.
Men i december 2020 skete der noget som ændrede mit liv. Jeg fik en hjernetumor.